Tyson møder Kessler i Musikhuset Aarhus

af: Allan Back d. 31. oktober, 2011
Tyson møder Kessler i Musikhuset Aarhus

Mike Tyson - verdens mest eksplosive bokser gennem tiderne med 24 knock outs i første runde - tager dig ud på en rejse gennem sit liv, når han slår dørene op til Tyson Talkshow i Musikhuset Aarhus d. 24. januar kl. 19, hvor også den danske Mikkel Kessler går på talerstolen.


Mike Tyson fortæller om sine op- og nedture, om livet som en af de mest frygtede boksere, og om et turbulent liv, som både har budt på store glæder og store skuffelser. Det er første gang, Mike Tyson besøger Danmark uden at skulle i ringen. Selv glæder han sig meget til at komme og fortælle sin historie. Tyson siger forud for besøget i Danmark:


”Jeg glæder mig meget til at komme tilbage til Danmark. Jeg har altid følt mig meget velkommen i Danmark og har rigtig mange gode minder fra mit sidste besøg. Denne gang kommer jeg under nogle andre omstændigheder end sidst, da jeg jo mødte Brian Nielsen, og jeg ser meget frem til at møde det danske folk under nogle mere hyggelige og intime rammer i Musikhuset Aarhus. Jeg ser frem til mit besøg og glæder mig også meget til at hilse på Mikkel Kessler”.


Mikkel Kessler - tidligere og måske kommende dansk verdensmester

Mikkel Kessler medvirker som gæstetaler i Tyson Talkshow – og mens hele nationen venter på nyt om Kesslers hånd og titelkampen mod Robert Stieglitz, så møder Kessler op i Aarhus til et verbalt møde med ikonet Tyson. Om sin medvirken i Tyson Talkshow siger Kessler selv:

”Jeg glæder mig utrolig meget til at være en del af arrangementet i Musikhuset. Mike Tyson er en legende med en stor personlighed. Jeg er vokset op med at have set ham i fjernsynet, og han er et af mine store forbilleder.”

Ulla Essendrop, bedst kendt fra TV2 Sporten, er vært for talkshowet og binder hele arrangementet sammen. De to boksestjerner vil have hver deres tid på scenen og vil afslutningsvis, sammen med Ulla Essendrop, være samlet til en snak om livet som bokser, både i og udenfor ringen.

Billetsalget startede torsdag 27. oktober kl. 12.00 www.billetlugen.dk
Yderligere oplysninger med køb af sponsorater, billetter etc. se www.tysontalkshow.dk   

Seneste nyheder